Tenk om ein hadde eit sår, eit plaster å vise til kvar gong ein hadde det vondt.
Då hadde det vore så mykje enklare.
Men det er ikkje alltid slik, smerte og vonde kjensler manglar ofte ord.
Nokre gonger gjer det berre vondt.
Utan slag, utan fall.
Det er ikkje alltid ein kan møte med forståing, nettopp fordi det ikkje let seg forklare,
men ein kan alltid møte med opne øyre og omtenksomme hender,
kjærlege augo og tålmodig stillhet.
Slik Gud møter oss.
Kvar einaste gong.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar